En af de formentlig største udfordringer for de intelligente børn og deres omgivelser er den asynkrone udvikling. Det gælder for såvel fagpersoner som forældre. Men ofte har forældrene den fordel, at de bare ved hvor deres barn er i de forskellige situationer, afhængig af om det er situationen eller om det handler om følelser eller faglighed.
Desværre kan der være en tilbøjelighed fra omgivelserne i, at behandle et højere begavet barn som en lille voksen op gennem barndommen, måske især i perioden omkring børnehavealderen, hvor udviklingen for de intelligente børn går stærkt og er mest tydelig. Det er ofte her forældrene ser en udvikling der ikke ligner jævnaldrenes. De virker utrolig langt fremme og er som små meget fornuftige voksne. Derfor vil der gerne blive talt til dem, som om, det må de da kunne forstå, eller forventningerne simpelten er for høje.
Når de når skole alderen sker noget andet. De er meget længere fremme fagligt i forhold til jævnalderene, og de forsøger at ligne de andre. De er blevet mere bevidste om, at de er anderledes og ønsker bare at være som alle andre. De begynder at underyde. Stadig er der et lille følelsesmæssigt barn indeni, et barn som ingen ser udover i bedste fald forældrene. Hvis forældrene er opmærksomme på dette "lille barn", vil de blive modarbejdet af fagpersonerne, for de ser ikke det samme. De ser ikke reaktionerne hos barnet om eftermiddagen efter en lang dag hos omsorgs personer, der ikke har varetaget deres behov korrekt.
Nu begynder skellet for alvor at vise sig, for fagpersoner ser et, og forældrene noget helt andet. Fagpersonerne ser enten kun den fagligt gode, der er langt fremme og dermed kun varetager det "store barn", og de begynder at se forældrene som pyldrede og for kvælende. De mener ikke forældrene ønsker at slippe deres barn, sådan at barnet kan udvikle sig og være lige så fri og turde det samme som sine jævnalderende. De kan også begynde, at presse barnet for at modvirke forældrenes (i deres øjne) "klamrende omsorg". Det er her det går helt skævt i samarbejdet.
For hvordan vil et børnehave barn med behov for den omsorg udvikle sig, hvis man behandler det 5 år for stort? De fleste vil vide, at det ikke er den rette udvikling. Omvendt når barnet så reagerer på de alt for høje krav i nogle situationer, vil fx skolen se det som et meget lille barn, som ikke hører hjemme hos sine jævnaldrende. De kan nu begynde at tale om nedrykning, for at de bedre kan begå sig bedre socialt med klassekammeraterne. Det er også en fejl, for man sætter sammen med det "lille barn", "det store" barn gevaldigt ned. Her vil forældrene ofte stejle, og fagpersoner vil opfatte det som forældre der pacer barnet. Nu er barnet i mistrivsel gennem hele dagen.
Barnet kan nu udvikle stress og angst. Disse børn er meget obs. på at gøre alle tilpasse, og det er total umuligt nu. De begynder at underyde for at passe ind i det læreren mener de tilhører, imens lider "den store". Når forældre nu påpeger mistrivsel, kan fagpersoner slet ikke anerkende det forældrene ser, altså mener de, at forældrene ikke ser sit barn rigtigt.
Barnet befinder sig nu en en gråzone fyldt af mistrivsel, og manglende anerkendelse gennem sin dagligdag. De befinder sig i feltet af manglende samarbejde og det føles som en krigszone, hvor de selv er ansvarlige for familiens trivsel såvel som sin egen. Det er et meget stort selv-taget ansvar disse børn bærer rundt på. De kan føle skam over at være årsag eller "skyld" i at være den der ødelægger familien. Det giver mange frustrationer og sorg hos både barn og forældre, samtidig berører det hele familien, både søskende og bedsteforældre.
Hvis et barn skal vokse op og blive i stand til at sige fra og til i forholdt til sit eget jeg og bevare sit selvværd og selvtillid, kræver det en rolig og god opvækst. At blive set og rummet som den de er, lige der hvor de er i sin egen udvikling. Eller i det her tilfælde, som ALLE 3 de er i samme krop. Og her er samarbejdet med familien det allervigtigste.
Når man ser på fotoet, vil det være tydeligt for enhver, at det er en svær opgave. Det der er tydeligst er at, når man sætter det mellemste barn (reel alder) ned fordi man ser det "lille barn", så er der "2 andre børn" der mistrives stort. Det vil også ses som manglende konsekvens i opdragelse eller at forældrene ikke står fast ved deres grænser. Men det handler om grænserne er i forhold til den store/mellemste/lille, og altså ikke vage grænser.
Et udsagn fra et intelligent barn med stor asynkron udvikling er: "Jeg er både stor og lille i samme krop. Jeg er både 14 - 10 - 3 år. Jeg bliver behandlet som en på 10 år fordi det er min rigtige alder, men jeg er faktisk aldrig der. Jeg er enten 14 eller 3. Men det er der ingen der ser".
Hvordan behandler man dette barn rigtigt, når de alle 3 er i samme krop - samme barn?
(stor faglig / mellem reel alder / lille følels mæssig)
Et foto jeg har modtaget, kilde?
